Buegangsokklusion ved BPPV, der ikke kan behandles

Diagnose

Godartet stillingssvimmelhed (BPPV) opstår, når fine kalkkrystaller fra vestibulummakula kommer ind i en buegang og dér forstyrrer endolymfens strømning. Diagnosen stilles med en positioneringsmanøvre med måling af øjenbevægelserne — nystagmus viser, hvilken buegang der er berørt; den hyppigste form rammer den bageste buegang. Før en operation skal andre årsager til stillingssvimmelhed udelukkes, for eksempel en buegangsdehiscens, en perilymfatisk fistel eller en central forstyrrelse i lillehjernen.

Symptomer

Typiske symptomer er korte, kraftige anfald af rotationssvimmelhed, der udløses af stillingsændringer — når man vender sig i sengen, sætter sig op, lægger sig ned eller bøjer sig — ledsaget af kvalme, opkastning, svedtendens og en stærk følelse af usikkerhed. Mellem anfaldene er der ofte vedvarende gangusikkerhed og undgåelsesadfærd; selve anfaldene varer oftest kun få sekunder.

Årsager

Oftest løsner krystallerne sig uden ydre årsag som led i aldersforandringer i makula; hyppigere rammes personer efter hovedskader, efter sygdomme i det indre øre, efter længere tids sengeleje og ved D-vitaminmangel. Hvis BPPV aftager over måneder trods gentagne repositionsmanøvrer, betegnes den som behandlingsrefraktær.

Behandlingsmuligheder

Den foretrukne behandling er gentagne reponeringsmanøvrer; først hvis disse ikke er tilstrækkelige gennem flere måneder, overvejes lukning af den berørte buegang. Buegangen frilægges ved en operation i tindingebenets klippedel, og et kort stykke af buegangen lukkes med knoglemel, bindevæv eller fascievæv, så krystallerne ikke længere kan sætte endolymfen i bevægelse. I en serie på 55 opererede ører blev al stillingsudløst svimmelhed elimineret; nogle patienter fik et varigt høretab, og forbigående usikker gang er almindeligt. Efter indgrebet kontrolleres hørelse og balance; vedvarende usikkerhed behandles med balancetræning.