Diagnostik

Før undersøgelsen sprayes næseslimhinden kortvarigt: Sprayen får slimhinden til at hæve lidt af og bedøver overfladen. Derefter føres det fleksible endoskop forsigtigt ind langs næsebunden. Her vurderes næseskillevæggen, næsemuslingerne, de snævre passager til bihulernes åbninger og næsesvælget. Derefter kan svælget og strubehovedet undersøges.

Endoskopien synliggør områder, som ikke kan ses udefra: slimhindehævelser, forsnævringer, polypper, sekretspor, forandringer ved åbningen af det eustakiske rør og fund i strubehovedet. Ved behov kan der samtidig udtages cellemateriale.

Ved kronisk bihulebetændelse kan et entydigt endoskopisk fund forkorte den videre udredning: Ifølge en faglig oversigt er computertomografi ikke nødvendigvis påkrævet ved et positivt fund ved næseendoskopi. Om en scanning er nødvendig, afgør lægen ud fra fund og forløb.

Ved vedvarende hæshed indgår undersøgelse af strubehovedet i udredningen: Den internationale faglige anbefaling om hæshed foreskriver, at strubehovedet skal undersøges, hvis hæsheden varer længere end fire uger. Stemmelæbernes bevægelighed, stilling og overflade kan vurderes endoskopisk; der findes supplerende metoder til vurdering af stemmelæbernes fine bevægelser.

Hørescreening af nyfødte har til formål tidligt at opdage tegn på en høreforstyrrelse. Ved automatiseret hjernestammeaudiometri (AABR) registrerer BERAphone elektriske reaktioner i hørebanen på lydstimuli. Undersøgelsen udføres så vidt muligt, mens barnet sover eller ligger roligt.

Otoakustiske emissioner (OAE), især TEOAE, måles med en lille sonde i øregangen og giver oplysninger om funktionen af de ydre hårceller i øresneglen. Et afvigende screeningsresultat er endnu ikke en diagnose og skal afklares med yderligere høreundersøgelser. Et normalt resultat udelukker ikke enhver høreforstyrrelse.

Via hovedtelefoner præsenteres toner med forskellig tonehøjde og lydstyrke. Du angiver, hvornår du hører en tone. På den baggrund dannes et audiogram med de respektive høretærskler. Ved behov suppleres undersøgelsen med en benledningsmåling.

Du hører ord eller tal og gentager det, du har forstået. Målingen registrerer taleforståelsen ved forskellige lydstyrker; afhængigt af problemstillingen kan undersøgelsen også foretages med baggrundsstøj.

En sonde i øregangen ændrer kortvarigt lufttrykket og måler trommehindens og mellemørets bevægelighed. Undersøgelsen kan give tegn på væske i mellemøret eller en ventilationsforstyrrelse, men måler ikke hørelsen direkte.

En lille sonde registrerer svage lydsvar fra øresneglen efter en lydpåvirkning. Denne objektive måling giver oplysninger om de ydre hårcellers funktion. Problemer i mellemøret kan påvirke resultatet; OAE alene udelukker ikke alle høreforstyrrelser.

To toner præsenteres samtidig. Sonden måler de ekstra lydresponser, som derved opstår i sneglen. DPOAE muliggør en frekvensspecifik vurdering af de ydre hårcellers funktion.

Korte lydstimuli, oftest klik, udløser målbare reaktioner fra øresneglen. Den almindelige faglige forkortelse er TEOAE. Metoden anvendes blandt andet ved hørescreening og supplerer andre høreprøver.

Elektroder på huden registrerer elektriske svar på lydpåvirkninger fra hørebanen op til hjernestammen. Ved at ændre lydstyrken kan høretærsklen estimeres. Undersøgelsen kræver ro og er særlig nyttig, når aktive svar ved en høreprøve ikke er pålideligt mulige.

Elektroder registrerer lydudløste elektriske potentialer fra øresneglen og den tilstødende hørenerve. Elektrodernes placering afhænger af metoden og forklares på forhånd. Målingen kan supplere udredningen af udvalgte problemstillinger i det indre øre, men kan ikke alene sikre diagnosen Ménières sygdom.

Tinnitus er oplevelsen af en lyd uden en ydre lydkilde. Udredningen omfatter en præcis beskrivelse af lyden samt måling af tonehøjde og lydstyrke: Ved den såkaldte tinnitusmatching tilpasses en sammenligningstone, indtil den svarer til ens egen øresusen. Derudover kan det måles, ved hvilket niveau en støj helt eller delvist overdøver tinnitus.

Da tinnitus ofte ledsages af hørenedsættelse, indgår rentone- og taleaudiometri i udredningen. Standardiserede spørgeskemaer registrerer desuden, hvor meget tinnitus påvirker hverdagen, og gør det muligt at sammenligne forløb. Disse målinger beskriver tinnitus, men viser ikke i sig selv årsagen. Nyopstået, ensidig eller pulserende tinnitus samt tinnitus med pludseligt høretab bør snarest undersøges af en læge.

Mens undersøgelsesteamet sikrer dig, træder du på stedet med lukkede øjne. Drejning eller afvigelse observeres. Testen er et orienterende supplement og kan ikke alene pålideligt lokalisere en balanceforstyrrelse.

Teamet observerer dig stående med fødderne tæt sammen, først med åbne og derefter med lukkede øjne. Ændringer i stabiliteten giver oplysninger om samspillet mellem sansesystemerne. Testen er ikke specifik for sygdom i det indre øre.

Lydstimuli eller vibrationer udløser refleksreaktioner, som måles med hudelektroder på den spændte halsmuskel. cVEMP vurderer især funktionen af sacculus og de tilhørende vestibulære refleksbaner.

Elektroder under øjnene registrerer reflekssvar på lydpåvirkninger eller vibrationer, mens du kigger opad. oVEMP giver især information om utriculus og de tilhørende refleksbaner. Begge VEMP-metoder supplerer andre balanceundersøgelser.

Ved videonystagmografi registrerer målebriller med indbygget kamera øjenbevægelserne. Undersøgelsen består af flere dele: at følge lysmål, undersøgelse af hurtige blikskift, stillingsprøver i forskellige hovedpositioner og – hvis lægen ordinerer det – en kalorisk prøve, hvor en varmere eller køligere luftstrøm udløser kortvarig rotationssvimmelhed. Ud fra disse øjenbevægelsers retning, form og styrke kan det udledes, om balanceorganet reagerer ændret på den ene eller begge sider.

VNG er smertefri og varer oftest en til to timer. Før undersøgelsen bør du undgå makeup, alkohol og koffein. Visse lægemidler kan påvirke resultatet; tal med din læge inden aftalen om, hvorvidt du skal holde pause med dem, og stop ikke med medicin på egen hånd. Kortvarig omtågethed eller kvalme kan forekomme, så det anbefales at blive hentet.

Ved Ocular-Counter-Roll-testen registreres det med videomålebriller, hvordan øjnene roterer, når hoved eller krop vippes til siden: Som refleks roterer de let i den modsatte retning. Målingen giver oplysninger om den otolitformidlede opfattelse af tyngdekraft og stilling, især fra utriculus. Metoden supplerer andre balanceundersøgelser, erstatter ikke billeddiagnostik og er ikke nødvendig ved alle former for svimmelhed.

Ved transkraniel magnetstimulation frembringer en spole over hovedet korte magnetiske impulser, som aktiverer hjernebarken; de deraf følgende muskelresponser registreres via elektroder. Inden for øre-næse-hals-medicin bruges metoden indtil videre primært i forskning til at undersøge forbindelserne mellem balanceorganet og hjernen. Den indgår ikke i rutinediagnostikken på en øre-næse-hals-klinik og har især betydning ved neurologiske eller videnskabelige problemstillinger.

Før anvendelse skal kontraindikationer afklares, eksempelvis epilepsi, en hjernestimulator eller metalimplantater i hovedområdet. Om en sådan undersøgelse overhovedet er nødvendig, afgøres af lægen efter en klinisk vurdering; den udføres på neurologiske afdelinger eller forskningsafdelinger med det nødvendige udstyr.

Ved hovedimpulstesten retter du blikket mod et punkt, mens lægen hurtigt og forsigtigt drejer dit hoved mod venstre eller højre. Ved intakt balancefunktion følger øjnene automatisk denne bevægelse, uden at blikket mister fikseringspunktet. Hvis bevægelsen ikke kompenseres korrekt, foretager øjet en lille korrigerende bevægelse – et tegn på, at balanceorganet på denne side fungerer dårligere.

I den videobaserede form (vHIT) registreres øjenbevægelserne med en lille brille. På den måde kan blikkets kompensationsevne måles for hver enkelt buegang, og selv små korrigerende bevægelser registreres. Testen tager kun få minutter og supplerer andre undersøgelser såsom den kaloriske prøve – den erstatter dem ikke.

Mens du synker, tilføres et defineret lufttryk gennem næsen. En måling ved øret registrerer, om og hvornår det eustakiske rør åbner sig og leder trykket videre til mellemøret. Resultaterne sammenholdes med symptomer, fund ved trommehinden og andre test; målingen alene hverken beviser eller afkræfter en funktionsforstyrrelse i det eustakiske rør.

Aktiv anterior rhinomanometri måler lufttrykket foran næseåbningen og luftstrømmen under fri vejrtrækning. Ud fra disse to størrelser beregnes luftvejsmodstanden ved næsevejrtrækning, separat for højre og venstre næsehalvdel. Værdien viser, hvor let eller besværet vejrtrækningen er på det pågældende tidspunkt. Resultaterne afhænger af, hvor hævet slimhinden er, og kan ændre sig i løbet af dagen; de vurderes sammen med symptomerne og de endoskopiske fund.

Ved rhinoresistometri vises næsemodstanden løbende gennem åndedrætscyklussen og ikke blot som en enkelt værdi. På den måde kan det observeres, hvordan modstanden ændrer sig under ind- og udånding. Denne visning kan pege på ustabil næsevejrtrækning, hvor luftpassagen indsnævres under vejrtrækningen. Heller ikke denne undersøgelse kan alene afgøre, hvor en forsnævring sidder, og den vurderes sammen med endoskopi og rhinomanometri.

Akustisk rhinometri – undertiden kaldet akustisk rhinomanometri – anvender lydimpulser: En kort tone sendes ind i næsen, og ud fra de tilbagekastede ekkoer beregner et apparat næsehulens tværsnitsareal ved forskellige afstande. Dermed kan det mindste tværsnitsareal og næsehulens volumen bestemmes. Metoden beskriver næsepassagernes form, men ikke luftstrømmen eller luftvejsmodstanden, og anvendes derfor ofte sammen med rhinomanometri.

Ved FeNO-målingen ånder du roligt og jævnt i et lille måleapparat. Andelen af nitrogenmonoxid (NO) i udåndingsluften analyseres. Undersøgelsen er ikke-invasiv, tager kun få minutter og supplerer lungefunktionsundersøgelsen – den erstatter den ikke.

En forhøjet værdi kan tyde på en bestemt form for betændelse i luftvejene, som eksempelvis forekommer ved allergisk astma. Hos voksne regnes en værdi under 25 ppb som lav og en værdi over 50 ppb som forhøjet. FeNO-værdien alene stiller ikke en diagnose; lægeteamet vurderer den sammen med undersøgelsen, lungefunktionen og øvrige fund.

Før en behandling undersøges den konkrete indikation, mulige kontraindikationer og evnen til at trykudligne. Risiciene omfatter især trykskader på ører og bihuler; andre bivirkninger er også mulige. Fordele, alternativer, forløb og dækning af udgifter drøftes på forhånd. Teamet afklarer sammen med dig, om og hvor en trykkammerbehandling kan gennemføres.

Der undersøges tre delaspekter: genkendelse af lugte (identifikation), skelnen mellem lignende lugte (diskrimination) og den laveste koncentration, som netop kan opfattes (tærskel). Standardiserede testsæt – eksempelvis med duftpenne eller duftkort – giver sammenlignelige værdier, som sammenholdes med aldersreferencer. Undersøgelsen forudsætter tilstrækkelig fri næsevejrtrækning; ved forkølelse eller umiddelbart efter brug af slimhindesammentrækkende næsespray gennemføres den på et andet tidspunkt.

Til grundsmagene sødt, surt, salt, bittert og umami påføres opløsninger eller vædede teststrimler på tungen, og smagene benævnes. Da en stor del af det, vi oplever som smag, opstår via næsen (retronasal lugtesans), undersøges lugtesansen som regel også ved smagsforstyrrelser.

En udredning er relevant, hvis lugtesansen svækkes eller mangler, efter luftvejsinfektioner eller hovedskader, ved næsepolypper og kronisk bihulebetændelse samt ved udvalgte neurologiske problemstillinger. Om og hvordan en lugteforstyrrelse kan behandles, afhænger af årsagen. Teamet afklarer på forhånd, hvilken undersøgelse der er nødvendig, og om den foretages her eller på en specialiseret institution.

Til påvisningen udtages cellemateriale med en lille børste eller en spatel. Prøvetagningen er hurtigt overstået og beskrives oftest som veltolereret; materialet sendes til laboratoriet i en transportvæske.

I laboratoriet påvises virus-DNA som regel ved PCR. Samtidig kan det bestemmes, om der er tale om en højrisiko- eller lavrisikotype. Resultatet påvirker den videre udredning og kontrolintervallerne.

Højrisikotyper kan ud over det anogenitale område også påvirke mund og svælg. En betydelig del af pladecellekarcinomerne i mund og svælg skyldes en HPV-infektion. Påfaldende fund i dette område udredes derfor lægeligt.

Påvisning af virus-DNA ved hjælp af PCR betragtes som standardmetoden ved herpes simplex- og varicella-zoster-virus: Den er særligt følsom og specifik, giver som regel resultater inden for 24 timer og skelner mellem virustyperne.

Påvisning af antistoffer i blodet viser en tidligere eller aktuel kontakt med smitstoffet, men er mindre præcis til at fastslå tidspunktet. Virusdyrkning og direkte fluorescensmærkning fungerer især ved tidlige læsioner.

En test er især nyttig, når behandlingen afhænger af resultatet – eksempelvis ved helvedesild i ansigtet, ved pludselige ændringer i hørelse eller balance med blærer, ved mistanke om virusbetinget ansigtslammelse eller ved lugte- og smagsforstyrrelser efter infektioner. Den undersøgende læge træffer beslutningen ud fra fund og forløb.

Ved hvile-EKG ligger du afslappet på en briks. Små elektroder anbringes på brystet, armene og benene og forbindes med EKG-apparatet via kabler; målingen varer kun få minutter.

Kurvens udsving følger hjertets elektriske aktiveringsforløb. Ud fra udsvingets højde, stejlhed, varighed og tidsmæssige intervaller kan rytme, frekvens og forstyrrelser i impulsdannelsen vurderes.

Før bedøvelse og indlæggelse indgår spørgsmålet om hjertets belastningsevne i udredningen. Ved hjertebanken, uregelmæssige hjerteslag, svimmelhed eller åndenød suppleres med EKG – eventuelt med langtids-EKG eller arbejds-EKG.

Efter en kort instruktion trækker du vejret dybt ind og puster luften så kraftigt og så længe som muligt ind i mundstykket. Målingen gentages flere gange; den varer som regel mindre end ti minutter.

Der vurderes især den luftmængde, der udåndes i det første sekund (FEV1), og den samlede udåndede mængde (FVC). Ud fra forholdet mellem dem kan lægerne vurdere, om luftvejene er forsnævrede, eller lungevolumen er nedsat.

Anledninger er uforklaret åndenød, vedvarende hoste eller opspyt, kontrol af forløbet ved astma eller KOL samt risikovurdering før en operation. Også inden for søvnmedicin kan lungefunktionen undersøges supplerende.